Vind med hjernen

Unge Forskere er Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence.

I 2017 bliver Unge Forskere-konkurrencen afholdt for 29. gang. Igen i år er der kontante præmier for over 300.000 kr., adgangsbilletter til de store internationale mesterskaber i lande som USA, Kina og Brasilien og særlige sponsorpræmier på spil!

De unge forskere fra hele landet dyster på kreativitet, viden og opfindsomhed i deres egne forsknings- eller opfindelsesprojekter.

Konkurrencen bedømmes af en stor fagjury, hvis medlemmer tæller både professorer, virksomhedfolk og skolelærere. Alle stiller frivilligt deres tid og ekspertise til rådighed for at støtte, anerkende og udfordre de unge talenter.

Unge Forskere er delt op i to hovedkonkurrencer: 

Unge Forskere Junior for elever i grundskolen 
Unge Forskere Senior for elever på ungdomsuddannelser

Alle kan deltage og alle konkurrerer med hinanden inden for hver hovedkonkurrence.

Derudover kan grundskoleelever også deltage i konkurrencen Min Vildeste Idé. Det er en mindre mundfuld end Unge Forskere Junior, men giver stadig mulighed for at udfordre sig selv, slippe fantasien løs og vinde fede præmier. 

Konkurrencen forløber således, at juryen udvælger landets bedste projekter til at deltage i én af de fem regionale semifinaler. Her bliver de 100 bedste projekter udvalgt, hvorefter de dyster om de mange præmier til den store finale, der afholdes under Science i Forum i april.

Unge Forskere er en mulighed for at fordybe sig, få unikke oplevelser, gøre verden til et lidt bedre sted og måske vinde den helt store præmie!