Supertalent fra Østerbro kåret som Årets Unge Forsker

Hovedprisen i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere, går i år til den 19-årige elev på Vibenshus Gymnasium, Gustav Møller Grimberg.

En undersøgelse af historiske forskelligheder mellem det danske og det svenske sprog indbragte tirsdag den 19-årige Gustav Møller Grimberg titlen som Årets Unge Forsker 2017. Det unge supertalent vandt samlet foran 49 andre finaleprojekter i Danmarks største landsdækkende naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere. Finalen foregik ved Science i Forum København.

Gustav Møller Grimberg har arbejdet med det udfordrende emne: ”Brug af komparative entropi-analyser til datering og kvantificering af historiske divergenser mellem sprog”. Det har ingen gjort før. Ved hjælp af såkaldte frekvensfordelinger har Gustav brugt  den danske og den svenske bibel til at undersøge den historiske divergens mellem de to sprog.

Han har brugt fysik og matematik til at lave historiske sammenligninger af sprog inden for samme sprogstamme. Han har valgt at bruge en svensk og en dansk bibel, fordi det er gode oversættelser. Men hvorfor overhovedet kaste sig ud i sådan et projekt?

”Ved at bruge min matematiske beregningsmodel vil man kunne sammenligne sprog fra samme sprogstamme op gennem historien og finde ud af, hvordan sprogene har udviklet sig i forhold til hinanden – og så kan man sammenligne med historiske begivenheder og måske ad den vej finde ud af, om der er konkrete grunde til, at to sprog har nærmet sig hinanden eller fjernet sig fra hinanden,” forklarer Gustav Møller Grimberg, som vil læse filosofi efter studentereksamen – men som stadig vil holde fast i matematikken.

”Normalt er historikere ikke så begejstrede for matematik og fysik, men de forskere, jeg har talt med, kan godt se ideen. Jeg kan godt lide, at man kan samarbejde på tværs af fag.”

Unge Forskere-juryen, der består af naturvidenskabelige eksperter, begrunder valget således:

”Gustav har brugt entropibegrebet fra informationsteori til at undersøge udviklingen i sprogforskelle ud fra både nutidige og historiske tekster. Metoden tillader en kortlægning af sprog på en helt ny, meget kvantitativ og skalerbar måde, hvilket giver mulighed for at datere sproglige udviklinger både i enkelte sprog og mellem forskellige sprog.”

Og det hedder videre i motiveringen:

”Opgaven er løst utroligt selvstændigt, og Gustavs overvejelser omkring muligheder og usikkerheder er meget moden. Det er en sand fornøjelse at opleve Gustav fortælle om sit projekt. Ideen er simpelthen så fantastisk, at den har potentiale for at afføde en egentlig videnskabelig publikation.”

Kongelig prisoverrækkelse

Prisen blev overrakt af undervisningsminister Merete Riisager og protektor for Unge Forskere H.K.H. Prins Joachim i Forum i København. I sin tale i forbindelse med overrækkelsen sagde prinsen blandt andet:

“Jeg håber inderligt, at I vil fortsætte med at udvikle jeres talent til gavn for jeres hjerner og for hele samfundet. Der er ingen tvivl i mit sind om, at I har potentialet til at gøre en forskel, det er tydeligt, når man ser, hvad I har frembragt med den relativt begrænsede tid og økonomi, I har haft til rådighed. Jeg er imponeret over jeres iderigdom!”

Forskertalenter fra hele Danmark

I alt havde 114 grundskoleelever og 60 gymnasieelever kvalificeret sig til den nationale finale i Unge Forskere efter fem semifinaler i landets regioner.

Der blev uddelt priser til vindere i tre forskellige spor: Life science, physical science og technology. Udover vinderpriserne dystede deltagerne om præmier for over
300.000 kr., samt en lang række særpriser og rejselegater.

Forskertalenterne kommer fra grundskoler og almene og tekniske gymnasier i hele Danmark.

Projektleder i Unge Forskere, Katrine Bruhn Holck, glæder sig over det stadigt højere niveau, der er blandt science-projekterne:

”Det er fantastisk at se, hvor stor viden, de unge deltagere har - det rækker langt ud over deres alder. De er både nysgerrige og innovative i deres tilgang til de problemstillinger, de har arbejdet der ligger til grund for deres projekter. Jeg håber, at de unge mennesker fortsætter i samme retning, og at vi som samfund støtter op om dem og fortsat udfordrer dem til at skabe en bedre fremtid for os allesammen.”