Dansk præmiehøst i Brasilien

De færrest havde nok forventet, at den danske medaljehøst i Brasilien ville fortsætte, efter den olympiske flamme blev slukket i Rio. Men det lykkedes både Benjamin Muntz og Ivan Doudka at vende hjem til Danmark med ædelt metal om halsen efter at have deltaget i det sydamerikanske mesterskab for Science.  

Hvert år samles 1.000 talentfulde unge i den brasilianske by Novo Hamburgo til MOSTRATEC, som er det sydamerikanske mesterskab i Science. De danske repræsentanter var Ivan Doudka og Benjamin Muntz.


Der var tid til at se Rio inden turen gik videre til Novo Hamburgo, hvor konkurrencen bliver afholdt.  

Ivan Doudka havde i sit projekt Find Holger: En bedre tilgang til placeringsgenkendelse fra fotografier arbejdet med en teknologi, som muligvis kan erstatte dyre infrarøde kameraer i forbindelse med lokalisering af f.eks.tilskadekomne under jordskælv.

Benjamin har i sit projekt 3D-modellering af spiralgalakser undersøgt bagsiden af galakser og printet 3D-modeller, som kan bruges til at analysere deres struktur.

“Man kunne godt mærke at de internationale konkurrencer er lidt mere intense end den danske,” fortæller Benjamin Muntz efter at være landet i Danmark igen.

Men selvom konkurrencen var hård blandt de 400 projekter, gik det over al forventning for de danske deltagere. Benjamin vandt en guldmedalje i sin kategori og Ivan vandt bronze.


Ivan (t.v.) og Benjamin efter præmieoverrækkelsen. 

“Det var en fantastisk oplevelse at kunne præsentere sit projekt til så mange forskellige mennesker. Det gjorde kun en glad, at alle var så interesserede i det man lavede,” fortæller Benjamin.

 
Der blev udvekslet "pins" blandt deltagerne fra de mange forskellige lande.