Finalen for Unge Forskere 2017

For 4. år i træk slutter Unge Forskere med et brag, når Science i Forum danner rammen om den store finale.



Science i Forum
danner rammerne om finalen for Unge Forskere 2017 og strækker sig over tre dage fra d. 23.-25. april. 

Med over 9.000 besøgende er Science i Forum Danmarks største science- og teknologimesse. Her præsenterer finalisterne de mere end 100 finaleprojekter, og du kan møde virksomheder, museer og organisationer, der står klar til at udfordre og underholde med et væld af spændende science-aktiviteter. 

Finalisterne skal dyste om kontante præmier for 300.000 kr. samt en række fede sponsorpræmier. Protektor for Unge Forskere H.K.H. Prins Joachim står for præmieoverrækkelsen.

En oplevelse ud over det sædvanlige 
For dem, der går hele vejen venter der en kæmpe oplevelse. Finaledeltagere (og deres lærere, hvis det er elever i grundskolen) får tre dage med alt betalt. Udover hotel og lækker mad er der en masse faglige input, udfordringer og sociale aktiviteter. 

Mens der afholdes juryrunder, er der også et spændende parallelprogram for lærerne, hvor der er mulighed for at deltage i workshops og at netværke med andre engagerede naturfagslærere. 

Der er åbent hus for alle, og det er ganske gratis
Det er ikke nødvendigt at have et projekt med i konkurrencen. Science i Forum er for alle og et godt sted at blive inspireret. Går du og overvejer, om Unge Forskere er noget for dig og din klasse, kan du møde andre lærere og elever, der brænder for naturvidenskab. Invitér klassen, familie eller andre scienceinteresserede med! 

Læs mere på scienceiforum.dk, hvor du også har muligheden for at tilmelde din klasse.